Gensplejsning

Indledning
Hvad er et gen?
Isolation
Indsplejsning
Prokaryoter
Figur 3.1
Planter
Figur 3.2
Dyr
Literatur

Formål
Etik
Ordliste
Litteratur

© Martin Wolsing
& WWaaWW 1999


Indsplejsning

Nu har vi fået isoleret det gen vi ønsker at bruge til at splejse ind i en anden organisme. Alt efter hvilken organisme man ønsker at overføre genet til og med hvilket formål er der forskellige metoder.
 
Bakterier og encellede eukaryoter, fx gær:
Disse organismer benyttes når man vil massefremstille et protein, fx. human insulin eller væksthormon. Både bakterier og gær har enten plasmider i deres celler eller er i stand til at optage et plasmid i deres eget DNA - derfor kan genet overføres ved at indsætte det i et plasmid og overføre det til værtscellen.
Nu er det jo ikke bare at sætte genet ind i et tilfældigt plasmid og så overføre det. For at et plasmid skal kunne fungere korrekt kræver det en hel del ting. Ud over genet skal der være en promotor så genet kan udtrykkes - og helst en promotor som vi mennesker kan styre. Til det kunne man fx. bruge, den i første afsnit, omtalte lac-promotor. Man isolerer altså en lac-promotor og sætter den ind umiddelbart foran det gen man vil indsplejse, i dette tilfælde genet for human insulin. På den måde kan man ved at tilsætte lactose til vækstmediet sørge for at insulingenet udtrykkes.
Alt efter hvilken værtscelle man vælger skal plasmidet også indeholde en region der gør værtscellen i stand til at kopiere det når cellen deler sig. Derudover er det også smart at have et resistensgen på plasmidet så man kan selektere de værtsceller væk der ikke har optaget plasmidet. Alt i alt har vi altså en hel del forskellige stykker DNA fra forskellige organismer samlet i et plasmid. Se figur 3.1.

Figur 3.1 Det færdige plasmid.
Klar til at blive udtrykt i værtscellen.

Dette plasmid blander man herefter sammen med de celler man ønsker der skal optage det. Efter et stykke tid vil nogle af cellerne have optaget plasmidet og man er nu færdig med gensplejsningsprocessen.
 
Eukaryote planter:
Det er lidt sværere at at få splejset generne ind i eucaryote planteceller, men det kan lade sig gøre. Man benytter en teknik der gør det muligt, at danne nye planter ud fra en enkelt plantecelle.
Til at overføre DNA benytter man agrobakterien tumefaciens, som inficerer planten og danner galler ved at overføre sit eget DNA til plantecellerne. Ved at splejse det ønskede DNA ind i de plasmider bakterien bruger til at overføre DNA, kan man få overført gener til planteceller. Når det er gjort, isolerer man de angrebne celler og benytter en speciel teknik så man kan få dem til at gro ud til en hel plante - nu har man en gensplejset plante. Se figur 3.2.

Figur 3.2 Indsplejsning i planter.
Gensplejsning i planter foregår ved hjælp af agrobakterien tumefaciens, som er i stand til at overføre sit plasmid til den plante den inficerer.
 
Eukaryote dyr:
Det sværeste er at overføre gener til eukaryote dyr - og helt frem til begyndelsen af 80'erne anså man det også for at være umuligt. I 1982 lykkedes det dog et forskerhold at overføre væksthormonet fra en rotte til mus.
Det gøres mekanisk ved at overføre 200-500 kopier af det ønskede gen, med en mikropipette og under mikroskop, til forkerne-stadiet i fx museæg. Med lidt held overlever æget genoverførslen og såfremt genet optages i arvemassen, vil genet føres videre fra generation til generation af museunger.
I pattedyr er det yderst vanskeligt at overføre gener med denne teknik, men det kan dog lade sig gøre og der findes da også enkelte transgene dyr.

Det var det hele
Uanset hvilken af de ovenfor skitserede metoder der er blevet benyttet undervejs i processen, er vi nu færdige: Vi har fået gensplejset en organisme - og givet den lige akkurat det gen eller de gener vi ønskede.

[<<] Side 3 [>>]
 
Litteratur

Mosgaard, C. (1993). Bioteknologi i samfundet. (J. E. Grafik)

Novo Nordisk (1993). Man tager et gen. (Novo Nordisk)