Redaktionelt forord
Forfatterens forord
Fordøjelseskanalen
Drøvtygningen
Bakteriernes
betydning
Kalvens fordøjelse
Fordøjelse ved
fødslen
Fra enmavet til
drøvtygger
Sødmælkskalve
Korrekt kalvefodring
Foderets betydning
Konklusion
Referencer

 
Kalvens fordøjelse ved fødslen

Drøvtyggerfunktionen er ikke aktiv ved kalvens fødsel. På det tidspunkt har den godt nok anlæg til formaverne, men det er kun løben, som er udviklet, og det er kun den der er brug for ved fordøjelse af mælk. Størrelsesforholdet mellem maverne er vommen 28 %, netmaven 3 %, bollerende 3 %, bladmaven 3 % og løben hele 66 % (10), her kan man sammenligne med størrelses-forholdet hos den voksne ko, som her angivet i afsnittet drøvtyggerens fordøjelseskanal. Løben vokser så til gengæld ikke ret meget, den er altså næsten fuldt udviklet ved fødslen. Ved spiserørets indmunding i vommen starter bollerenden, og den går hele vejen til netmave-bladmave-åbningen, hvorefter mælken sendes videre via bladmavekanalen til løben. Mælken udnyttes bedst i løben og derfor er det en fordel at kunne gå uden om vom-netmavesystemet. Bollerenden består af 2 parallelle muskler (klatmuskulatur). Der findes et billede af den på figur 5. Når disse 2 muskler kontraheres, og det gør de reflektorisk ved mælkens påvirkning af svælgslimhinderne (gennem det nervesystemet), dannes der et rør, som leder mælken forbi vommen og netmaven. Kalvens evne til at udløse bollerenderefleksen aftager med alderen, og er nærmest ophørt når den når en alder på ca. 3 måneder. Før i tiden troede man, på baggrund af Collins undersøgelser i 1871, at bollerende, selv ved voksne dyr, transporterede drøvtygget foder og flydende næringsmidler samt vand, men det har vist sig ikke at være tilfældet (1). Løben fylder hele den nederste del af bughulen, mens vommen bare er en lille tynd sæk. Vomvæggen er ikke andet end en tynd hinde på dette tidspunkt, hvor vompapillerne endnu ikke er udviklede (8). Vompapillernes funktion er at øge arealet af vomvæggen, så der kan optages flere af de flygtige syrer. Desuden er kalvens blodsukker konc. som nævnt tidligere på niveau med andre enmavede dyr og ikke som drøvtyggerens.
 
Kalvens udvikling fra enmavet dyr til drøvtygger

Kalvens udvikling af formaverne sker næsten udelukkende på baggrund af foderets påvirkning. En kalv, som udelukkende bliver fodret med mælk, vil ikke udvikle formaverne i samme grad, som en kalv der, for uden mælk, også har adgang til grovere fodermidler. For at belyse dette har Statens Husdyrbrugsforsøg og KVL foretaget et forsøg, hvor man fra fødslen gav to kalve forskellig kost. Den første af kalvene fik dagligt 8 liter mælk og ikke andet. Den anden kalv fik 6 liter mælk om dag derudover fik den roer, kraftfoder og hø efter ædelyst, dette foder skulle virke stimulerende på papil -udviklingen i formaverne. Begge kalve gik i bokse, hvor der var strøet med savsmuld. Forsøget blev lavet for LIK, som har lavet en video kaldet Kalvemavernes udvikling (11) som følger forløbet. Undersøgelsen er også brugt i litteratur fra LIK bl.a. Husdyrenes biologi side 142 og 143.
Når kalvene er 4 uger gamle, undersøger man deres vom struktur ved hjælp af et endoskop, som man fører ned gennem spiserøret til vommen. Allerede ved denne alder er der stor forskel på kalvene. Den mælkefodrede kalvs vomvæg er glat og grålig, der er ingen udvækster på det, det vil sige, at der ikke er nogen tendens til vompapildannelse. Hos den anden kalv er forholdene helt anderledes. Her er vomvæggen farvet mørkerød, og der er tydelig begyndende papildannelse. Vi kan altså se, at man allerede på et meget tidligt tidspunkt, disse kalve var kun 4 uger gamle, kan motivere til formavernes udvikling via foderet. I naturen ville de jo have fri adgang til græs, og udviklingen af maverne ville være på ca. samme stadie som den sidste kalv. Da kalvene er 10 uger bliver de slagtet, og maverne undersøges. For det første er der forskel på mavernes samlede volumen, hvilket dog ikke er så meget, som man måske kunne have forventet. Da vommen åbnes ser man, hvad det i hvert fald kan skyldes. Vommens indhold hos den mælkefodrede kalv er tynd, brunt og vællingagtigt, det bærer tydeligt præg af, at kalven har ædt den savsmuld, som der har været strøet med i boksen. Hvilket også viser, at kalven instinktivt prøver på at få sat formavernes funktion i gang. Da vomindholdet fjernes, ses det, at vomvæggen stadig har den samme svage farvning, og næsten ingen papildannelse. Den anden kalvs vom åbnes også. Indholdet her er fastere og mere strukturrigt. Farven er mere lysebrun. Da indholdet fjernes, ser man en helt anderledes vom end den første. Vomvæggen er tykkere pga. den kraftigere papildannelse, som nu er endnu mere udpræget end ved 4 ugers alderen. Farven er også mørkere som resultat af foderets påvirkning. Se figur 11.

Figur 11 De 2 kalve i forsøgets maver tømt for indhold, man kan tydeligt se den farveforskel som også findes i kødet.

Netmavens indhold er for begge kalves vedkommende en smule tyndere end det i vommen. Det betyder, at der faktisk kun er tale om en mørk væske ved den mælkefodrede kalv. Der er igen kraftigere papildannelse og farve ved den sidste af kalvene, og det samme gør sig gældende med hensyn til bladmaven. Bladmavens indhold er tørt for begges vedkommende. Det skyldes selvfølgelig, at det er herfra størstedelen af vandet optages. Indholdet i løben er vidt forskelligt. Ved den mælkfodrede kalv ses en osteklump, som er resultatet af mælken koagulering i det sure miljø. Dette er helt normalt og ønskes faktisk fra landmandens side i de 3 første uger af kalvens leve tid hvor den stadig kan udnytte mælkeproteinerne. Det er proteinet i mælken, som koagulerer i løben, hvis dette ikke sker, og mælken ikke bliver behandlet (nedbrudt til aminosyrer) i løben, kan den ikke optages fra tarmen, og kalven får diarré. Problemet opstår, hvis mælken eller mælkeerstatningen er for tynd (10). (Mælken fra koen er næsten aldrig for tynd, men i princippet kunne den godt være det, mælk fra starten af en malkning er nemlig altid tykkere og mere rig på fedt og proteiner end den sidste del, som altid er tyndere og mere vandagtigt. I praksis tapper man mælken fra tanken, hvis man altså bruger sødmælk. Der er al mælken blandet sammen, derfor opstår problemet med for tynd mælk til kalven faktisk aldrig.) Mælken kan også blive for tynd, hvis kalven drikker vand umiddelbart efter at den har fået mælk, derfor bør dette forhindres. Hvis vi går tilbage til vores forsøg, så var den sidste af kalvenes løbeindhold helt tyndt og findelt, og det havde samme farve som formavernes indhold, hvor den første kalvs var en lys ost. Da indholdet blev fjernet viste det sig at på trods af den store forskel i indhold, så var kalvenes løber faktisk ens. På figur 11 ses de 2 kalves tømte maver, hvor man kan se farveforskellen, som også gør sig gældende i kødet.
Konklusionen på dette forsøg er, at det er pga. foderets stimulerende påvirkning, at formavernes udvikling sættes i gang. Konsekvensen er, at hvis man ønsker en hurtig udvikling af drøvtyggerfunktionen, så skal man give adgang til grovfoder allerede fra de første døgn i kalvens liv.
I min egen efterhånden langvarige karriere som gedeejer, har jeg iagttaget, at kiddene, allerede indefor de første levedøgn, begynder at nippe græs og halm ligesom deres mor, for slet ikke at snakke om tulipaner og påskeliljer. Så det må altså være et instinkt de har, når de allerede på det tidspunkt, hvor de bliver fuldt forsynet med mælk, forsøger sig med grovere fodermidler.
 
Sødmælkskalveproblematikken

Her i Danmark er der ikke tradition for at spise kalvekød, faktisk spiser den gennemsnitlige husstand kun kalvekød en gang hver anden måned. En malke ko skal have en kalv om året for at kunne opretholde mælkeproduktionen, derfor bliver der et stort overskud af danske kalve af malkeracerne. Landmanden har så (ifølge Dyrenes beskyttelse) 3 muligheder, når kalven er født: Aflive den med det samme (Dette sker dog i praksis kun med Jersey tyrekalve, da de, uanset fodring, ikke vil kunne opnå en tilfredsstillende kødfordeling eller slagtevægt inden for en tilfredsstillende periode), sende den til Frankrig, hvor man får udbetalt 900 kr, hvad der nærmest svarer til en skrotpræmie, for at lade kalven aflive inden den bliver 20 dage gammel (dette sker i praksis stort set aldrig med de danske kalve). Den sidste mulighed er at lade kalvene sende til Holland for at indgå i produktionen der (dette er derimod meget brugt af de danske malkekvægavlere) (9). Det skal lige nævnes, at der selvfølgelig også er landmænd, som selv opfostrer deres kalve og sender dem på slagteriet her i Danmark, også selv om der er tale om malkekvæg, men for hovedparten af besætningernes vedkommende er dette ikke rentabelt. Kalvene er ca. et år gamle, når de bliver slagtet herhjemme.
I Holland er det ikke forbudt at lave de såkaldte tremmekalve (Ordet sødmælkskalve bliver også brugt, hvilket i mine øjne er en forkert betegnelse, da de ikke bliver fodret med sødmælk men med mælkeerstatning), sådan som det har været herhjemme siden 1991. Kalvene står i små bokse, i halvmørke for ikke at inspirere til formegen aktivitet og dermed langsommere produktionstid, uden reel kontakt til deres artsfæller. Det største problem er dog at de bliver opfostret udelukkende på mælkeerstatning. Når man fodrer udelukkende med mælk, bliver der en større risiko for, at kalvene får diarré, og mange af kalvene står da også med nærmest konstant diarré i perioden indtil slagtning. Den konstante diarré gør, at kalvene også kommer til at lide af mangel på diverse salte.
Grunden til at man fodrer kalvene, som man gør, er at der i mange lande er tradition for at kalvekød skal være lyst, og det bliver det kun ved udelukkende fodring med mælk. Vi så det i forsøget med de 2 kalve, som blev fodret forskelligt. Der skete en kraftig farvning af organerne hos den kalv, som foruden mælken, fik grovfoder. Det samme sker der med kødet på en sådan kalv. Det er svært at sige, hvor ideen til lyst kalvekød stammer fra, når det nu ikke naturligt opstår. Ifølge Dyrenes beskyttelse er det noget, som stammer helt tilbage fra biblen, hvor der fortælles om en særlig lækker kalv, som kun havde fået sødmælk. Tremmekalve produktionen vil blive forbudt i hele EU i 2006 (9), men hvis vi ikke skal til at aflive næsten samtlige af de tyrekalve, som bliver født i de danske malkekvægbesætninger (kviekalvene beholder man, så de senere kan indgå i mælkeproduktionen), så er danskerne nødt til at begynde at spise mere oksekød og kalvekød, og det skal vel at mærke være kalvekød, som har den rigtige mørke farve.
 
Korrekt kalvefodring

For det første; så er det vigtigt, at kalven får råmælk så hurtigt som muligt efter fødslen. Faktisk skal den helst have 1 liter allerede inden for de første 2 timer af sit liv, og 2 mere igen inden for de første 6 timer. Den skal have råmælk de første 4 dage. Råmælken kan heller ikke sendes til mejeriet, så det er jo vældig praktisk, at kalven så har brug for den. At råmælken ikke må sendes til mejeriet skyldes at dens sammen sætning, af især protein og tørstof, afviger for meget i forhold til den øvrige mælk. Proteinindholdet skal være mellem 3-5% men i råmælk er den 17,5 %. Se figur 12.

Figur 12 Skemaet viser mælkens sammensætning. Hvor mn tydeligt kan se, at råmælken adskiller sig væsentligt fra den øvrige mælk.

Grunden, til at det er så vigtigt, at kalven får denne råmælk, er, at den indeholder en masse antistoffer, og kalven begynder først selv at danne antistoffer i betydeligt omfang, når den er 4 uger gammel (10). På figur 13 ses en vejledende foderplan for kalve fra fødsel til fravænning. Fravænning foretages, når kalvene er 7-10 uger gamle. Den er lavet for kalve af tung race, hvilket i praksis vil sige alle malkeracer på nær Jersey. Jeg vil gøre opmærksom på, at der, når der nævnes kraftfoder i foderplanen, er tale om kalvekraftfoder, som ikke er sammensat på samme måde som kraftfoder til voksne dyr. Vandmængden i foderplanen mener jeg ikke kan anses for almengyldig. Kalvene bør efter min mening have fri adgang til vand, på nær lige efter fodring med mælk, det vil sige de første par timer efter. Især ved fravænning skal der være rigeligt med vand til rådighed. Desuden skal man også tænke på, at temperaturen i stalden har stor betydning for kalvenes væskebehov, og det er der ikke gjort opmærksom på i denne foderplan.

Figur 13 Skemaet viser et forslag til en kalvefoderplan.

Derudover mener jeg også, at det er vigtigt at kalven især i den første tid for opfyldt sit suttebehov. Dette kan fx gøres ved, at man giver den en spand med en kunstig patte at drikke af. Den meste optimale måde at fodre kalve på jeg har set, (næst efter den velkendte "kometode") er en såkaldt mælkeautomat. Alle kalvene op til en 2-3 uger gik sammen i en stor boks med halmstrøelse og masser af plads. I et hjørne af boksen var opstillet en mælkeautomat. Alle kalve havde et halsbånd på, så de blev registreret, når de gik ind i automaten og drak af den kunstige patte. Når kalven havde fået sin dagsration, fik den ikke mere den dag, og derfor var der ikke nogen mere dominerende kalve i gruppen, som spærrede for de andre. Kalven kunne selv bestemme over hvor mange måltider den ville have fordelt sin ration, og mælken havde altid den rette temperatur. En computer registrerede samtidig, hvis en kalv ikke havde drukket hele sin ration, og derfor skulle holdes ekstra øje med.