Redaktionelt forord
Forfatterens forord
Fordøjelseskanalen
Drøvtygningen
Drøvtygningen
Egne iagtagelser
Vomgas
Bakteriernes
betydning
Kalvens fordøjelse
Foderets betydning
Konklusion
Referencer

Drøvtygningen er en proces, hvorved en foderbolle fra vom-netmavesystemet føres tilbage til mundhulen via spiserør og svælg, for at blive tygget grundigt inden det føres tilbage til vommen (1 og 4). Der skabes indledningsvist et undertryk i spiserøret. Spiserørets indmunding i vommen afslappes samtidig, og derved åbnes spiserørets ende tragtformet. Da trykket i spiserøret er mindre end i vom-netmavesystemet vil der blive suget vomindhold op i spiserøret. Når det er sket, lukkes åbningen, og der begynder en transport af foderbollen op mod mundhulen. Transporten sker ved ringformede sammentrækninger af spiserøret mod svælget og mundhulen, og det sker med en fart af ca. 1 m pr. sekund.
Det materiale som bliver suget op, og som indgår i selve drøvtygningen, er altid det groveste materiale, det som bakterier og encellede dyr ikke rigtig kan få hul på, dette vil blive omtalt nærmere i bakterieafsnittet. I bunden af vommen findes flydende materiale, og foroven er der vomgas, vommen fyldes nemlig aldrig helt, der altid ligger et gaslag, som ofte vil fylde næsten hele den øverste vomsæk, dette vil blive omtalt nærmere i afsnittet om opræbningsprocessen. Imellem disse 2 lag, eller oven på væsken, ligger det ufordøjede eller det let fordøjede foder. Altså alle de grovere partikler, som har en lille vægt i forhold til volumen, og derfor bliver det suget op af spiserøret.
Når foderbollen når mundhulen, synkes først en del af dens væske. Derefter bliver der tilblandet ny væske, i form af spyt, under stadig tygning af materialet. Foderbollens volumen forøges kraftigt under denne proces, og synkes derfor næsten altid af to omgange. Spyttet er basisk, og har en vis buffer effekt på miljøet i vommen, som har tendens til forsuring pga. de syrer, som dannes ved bakteriernes stofskifte. Også derfor er det meget vigtigt med strukturrigt foder, som kræver drøvtygning, så der derved kan blive tilblandet spyt fra mundhulens spytkirtler. Når det er kvæg, der er tale om, går der ca. 1 min, fra koen begynder at tygge på foderbollen, til den har sunket den sidste del af foderbollen. I løbet af det stykke tid har den foretaget mellem 40 og 60 tyggebevægelser. Når det gennemtyggede materiale kommer ned i vomsækken igen, behandles det som før. Men da det nu hører til blandt de tungere bestanddele (fordi det er blevet mere findelt, og derved har fået en større vægt), vil det fordele sig i vomvæsken, og ikke flyde ovenpå og bagud som før. Drøvtyggeren bruger fra 5-11 timer om dagen på drøvtygning. Den bruger kort tid når den får strukturløst foder, som kraftfoder, og lang tid under en kost, som indeholder meget stråfoder.
 
Egne iagttagelser af drøvtygning

Som tidligere nævnt har jeg også i forbindelse med drøvtygning foretaget undersøgelser. Disse er følgende:

1. At iagttage et drøvtyggende kreatur.
2. At udtage en foderbolle og beskrive den ved struktur, lugt og vægt.

1. Når et dyr tygger drøv skal det have fuldstændig ro, dyret skal føle sig trygt. Efter et mislykket forsøg, fra min side, på at udtage en foderbolle gik der mindst 10 min., før koen igen følte sig tryg nok til på ny at påbegynde drøvtygningen. Den holder resten af kroppen i ro under drøvtygning, og kan højst finde på at daske et par fluer væk med halen. På en ko, som har kort pels, kan man følge foderbollens vej op gennem halsen, under selve tygningen og igen når den synkes, og intervaller er, som de tidligere er beskrevet. Drøvtygning kan foretages både i liggende og stående tilstand. Det er dog oftest liggende, da koen står op og spiser og derefter har brug for at ligge og hvile sig mens den tygge drøv.
2. At udtage en foderbolle er straks et større problem, for de er ikke så glade for at aflevere frivilligt. Det gøres i praksis ved, at man med den ene hånd fikserer dyrets tunge, og trækker den godt ud til siden, så dyret ikke kan bide sammen. Derefter føres den anden hånd ind over tungeroden og ned i halsen, til man kan få fat på bollen og tage den ud. Man skal være meget hurtig, for ellers opstår der nemlig et andet problem. Når man endelig har fået fat i koens tunge, så er koen holdt op med at tygge drøv, og har sunket sin sidste foderbolle, så der ikke er noget at få fat på.
   Det lykkedes dog efter flere forsøg at får fat i noget af en foderbolle. Jeg har læst (1) at en foder bolle fra en ko vejer omkring 400 g. denne var noget mindre, men dette kan også tilskrives at halvdelen allerede var sunket. Desuden var der ved dette forsøg kun tale om en kvie på ca. 1½ år, som med ikke fuldtudviklet mavestørrelse kan tænkes også at arbejde med mindre foderboller. Andre kilder (3) har angivet en foderbolle størrelse på blot 125 gr., og det stemmer noget bedre med mit resultat.
   Lugten: Lugten vil jeg beskrive som sødlig, ikke særlig kraftig, og bestemt ikke som afføring. Struktur: Bollen bestod af meget halm og var temmelig vandet.
   Farve: Farven var en karry agtig grøn, som bar præg af et foder bestående af ensilage og halm. (Kvier får næsten ikke kraftfoder, fordi de i denne periode af deres liv skal danne mælkeproducerendevæv i yveret og ikke fedtvæv, som bliver tilfældet ved for megen fodring med dette fodermiddel.).
   Vægt: Vægten af foderbollen var lige godt 100 g.

Ved vom-netmavesystemets fordøjelsesprocesser, som hovedsageligt bliver udført af bakterier, dannes store mængder gas, den såkaldte vomgas, faktisk er der tale om op til 2000 om dagen. De gastyper, som hovedsageligt bliver dannet, er Kuldioxid CO₂ , Metan (CH₄) og en mindre mængde H₂, O₂ og N₂. Ved så store gasmængder er det klart, at der må udskilles noget til omgivelserne. Det gøre hovedsageligt ved opræbning, man har lavet forsøg der viser, at koen i løbet af et døgn opræber ca. 800 liter CO₂, 500 liter CH₄ + mindre mængder af de andre gasarter, som jeg har nævnt (3).
Selve opræbningsprocessen foregår ved, at der lige efter en endt netmave-vomkontraktionscyklus fremkommer en ny kontraktionsbølge i den øverste vomsæk. Denne bølge går derimod fra den bagerste ende af vommen, og presser vomgassen fremad mod spiserørets indmunding i vommen. Da der er større tryk i formaverne end i spiserøret, som følge af den føromtalte kontraktionsbølge, vil gassen strømme ind gennem, den på dette tidspunkt afslappede, lukkemuskel for enden af spiserøret. Forudsat, selvfølgelig, at denne er fri for flydende vomsaft. Dette opnås ved at den nærtliggende vompille, som vi har omtalt i forbindelse med vombevægelserne, hæver sig og holder den, om man så må sige, oven vande ved at dæmme op for det flydende vomindhold, mens netmaven afslappes. Resten af vomgassen diffundere over i blodet og udskilles via urinvejene, men en del af det bruges også i dannelsen af bikarbonat, som udskilles med spyttet, og giver dette den føromtalte buffereffekt på vommens surhedsgrad. Opræbningrefleksen udløses som følge af en øget spænding i vomvæggen forårsaget af vomgassen i den øverste vomsæk (1).
Trommesyge opstår hvis opræbningen forhindres, fx ved spærring af spiserøret med et fast kilet roestykke, eller hvis der pga. skumdannelse i vommen ikke kan udskilles vomgas fra vomsaften. Det sidste kan opstå, hvis drøvtyggeren får adgang til for store mængder af uvant foder, som kløver (værst hvis det er dugfriskt) eller kraftfoder (hvis dyret slipper løs i stalden). Funktionsforstyrrelser, som giver nedsat vombevægelsesaktivetet, kan også få den samme effekt (5). Ved trommesyge ser man en stærk udspilning af vommen pga. af vomgas. Man bør i de fleste tilfælde tilkalde dyrlægehjælp, da det kan blive nødvendigt at punktere vommen. I første omgang vil dyrlægen, eller landmanden selv, indføre en sonde gennem spiserøret for at skubbe evt. hindringer den vej fri, hvis årsagen er skum dannelse hjælper det at hælde olie på. Er tilfældet meget akut (og det kan det jo hurtigt blive når der dannes 2000 liter gas om dagen) vil dyrlægen punktere koen ved at skære hul i venstre side lige før hoftehjørnet, altså samme sted som hvor jeg mærkede vombevægelserne, udslaget bliver en mindre eksplosion, og en ikke særlig behagelig lugt. Stråfoder øger formavemotorikken, og rigelige mængder af sådanne fodermidler, samt motion, vil forebygge sygdommen.