Motorisk enhed
Når axonet fra et motorisk neuron i rygmarvens forhorn når ud i musklen, deler det sig i mange sidegrene. Hver sidegren ender i en motorisk endeplade på hver sin muskelcelle. En sådan samling muskelceller kaldes en motorisk enhed. Det er musklens mindste funktionelle enhed.
Alle muskelceller i en motorisk enhed bliver stimuleret samtidig. En motorisk enhed består normalt af 500-1500 muskelceller, men der findes fx. i øjets bevægemuskel nogle, der kun består af 5-6 muskelceller.
Der findes to typer af motoriske enheder: Dem som aktiveres af et tonisk motorisk neuron (ST-celler) og dem der aktivers af et fasisk motorisk neuron (FT-celler).
Et fasisk motorisk neuron sender en serie af impulser hurtigt efter hinanden til endepladen på muskelceller af FT-typen. Det får dem til at trække sig hurtigt sammen. Et tonisk motorisk neuron sender en jævn strøm af impulser til endepladen på ST-cellerne, som får ST-cellerne til relativt langsomt at trække sig sammen.
Forklaringen på forskellene ligger i de motoriske enheders egenskaber. Det tonisk motoriske neuron har en lav tærskelværdi for aktivering, men en relativ lang refraktærperiode (den tid der går fra et neuron er depolariseret, til det kan påvirkes igen). Det fasisk motoriske neuron har en høj tærskelværdi og kort refraktærperiode. Også muskelfibrene fremviser forskellige egenskaber.
Husk at BioLex findes på bogform med mere end 1500 stærk reviderede opslagsord. Læs mere ved at klikke her.