Kulstofs kredsløb
Grundstoffet kulstof findes i atmosfæren næsten udelukkende i form af CO
2 i en mængde på 0,03%. Denne energifattige uorganiske kulstofforbindelse bringes på energiladdet organisk form primært som glucose via autotrofernes fotosyntese. Ud fra den herved dannede glucose er autotroferne i stand til ved tilførsel af en række organiske næringssalte enzymatisk via en række biosynteser at danne samtlige organiske stoffer, der skal bruges til deres vækst og formering. Herved er uorganisk kulstof brag over på organisk form som biomasse i primærproducenterne. Denne biomasse danner udgangspunktet for en række fødekæder.
CO
2 findes i vand i opløst form, idet atmosfærens og hydrofærens indhold af CO
2 er i ligevægt med hinanden. I vandige økosystemer omdannes CO
2 kemisk let til hydrogenkarbonat-ionen HCO
3+, der fungerer som kulstofkilde for de vandlevende autotrofer.
Såvel primærproducenter som konsumenterne dør, og organisk materiale tilfalder hermed ustandselig nedbryderfødekæden, hvor det organiske bundne kulstof nedbrydes til CO
2 igen, eller under anaerobe forhold til CH
4 (methan) via gæringsprocessen. Primærproducenterne og konsumenterne bringer ligeledes via deres respirationsprocesser det organisk bundne kulstof tilbage på en uorganisk form som CO
2, hvorved kredsløbet kan gentages.
Atmosfæren tilføres tillige CO
2 naturligt fra vulkansk aktivitet, samt fra menneskers aktivitet som kalkbrydning med efterfølgende kalkbrænding og især forbrændingsprocesser af enhver art.
Kalkaflejringer (CaCO
3) i form af kalksten og f.eks. koralrev udgør et enormt depot i kulstofkredsløbet. Et andet depot udgøres af de såkaldte fossile brændstoffer: Kul, olie og gas. Dette er døde planter og dyr, der pga. anaerobe forhold ikke er blevet nedbrudt af dekompositorerne for lang tid tilbage og pga. specielle geologiske forhold er blevet omdannet til rent kulstof (kul), lavere kulbrinter (gas) eller højere kulbrinter (olie); alle energiholdige stoffer der i sidste ende stammer fra fotosynteseaktivitet i tidlige geologiske perioder.
Husk at BioLex findes på bogform med mere end 1500 stærk reviderede opslagsord. Læs mere ved at klikke her.