Biologisk rensning
Et "normalt" dansk rensningsanlæg benytter tre trin til rensningen af det spildevand det modtager. Det mekaniske trin er det første efterfulgt af et biologisk og et kemisk trin.
I det biologiske trin behandles vandet i et biologisk filter bestående af en stor cylinder, der er fyldt op med stenskærver, hvorigennem vandet løber fra et roterende overrislingssystem. På skærvernes overflade sidder enorme mængder levende bakterier og andre mikroorganismer, der via respirationsprocessen nedbryder vandets indhold af organiske stoffer. Herefter ledes vandet videre til et aktiveret slamanlæg: I store luftningsbassiner pumpes aktivt slam (slam indeholdende mikroorganismer) og luft op igennem spildevandet, hvorved en effektiv aerob nedbrydning af det resterende organiske stof i spildevandet finder sted. Vandet, der som følge af opblandingen med aktivt slam, nu ser meget beskidt ud, må herefter ledes ind i en ny bundfældningstank (sekundærtank), hvor det aktive slam bundfældes. Hermed er den biologiske rensning slut. Spildevandet indeholder nu i stedet for organiske stoffer store mængder uorganisk stof hovedsageligt N (ammonium og nitrat) og P (fosfat), da mikroorganismerne ikke optager alle de næringssalte de danner ved mineraliseringen.
Efter den biologiske rensning ledes vandet videre til en afsluttende kemisk rensning.
Husk at BioLex findes på bogform med mere end 1500 stærk reviderede opslagsord. Læs mere ved at klikke her.