Allergi
Overfølsomhed overfor forskellige stoffer. Allergi er en overreaktion i immunsystemet.
Når det specifikke immunforsvar danne antistof mod et antigen, optræder der en antigen/antistof-forbindelse i blodet. Denne er normalt ufarlig for organisme, men ikke altid. Sommetider overreagerer immunforsvaret.Et eksempel herpå er en allergisk reaktion over for f.eks. græspollen, disse er normalt ganske harmløse.
Man bliver allergiker (overfølsom), når ens immunforsvar udløser nogle immunologiske reaktioner, som er skadelige over for vævene eller forstyrrer fysiologiske funktioner i kroppen.
Der er fire måder, som immunforsvaret reagerer på under normale omstændigheder. Det er når disse overdrives, man taler om allergi. Hvis en person har udviklet allergi imod et stof (allergen), viser det sig først, når personen anden gang (eller senere) kommer i kontakt med stoffet.
De fire immunreaktions typer: Type I (Straks reaktion), type II (Antistof fremkaldt reaktion), type III (Antigen/antistof fremkaldt reaktion) og type IV (Celle fremkaldt reaktion).
Type I (Straks reaktionen):Antigenet der er trængt ind i kroppen, påvirker det specifikke immunsystem, således, at der produceres antistof af typen IgE. Dette er specifikt rettet imod det indtrængte antigen. IgE molekylerne binder sig til cellemembranen på mastceller, som sidder i bindevævet og omkring blodkar. Når mastcellen har indfanget antigenet tømmer den nogle af sine blærer for mediatorer.
Under normale omstændigheder vil dette udslip give en mindre betændelse, og samtidig tilkaldes der hjælp fra andre celler. I visse tilfælde kan antigenerne (ved anden eller senere kontakt) få mastcellerne til at "eksplodere", hvorved alle de stoffer, der findes i dem frigøres ud i det omliggende væv. De stoffer der frigøres er bl.a. histamin, serotonin og bradykinin. Frigørelsen af disse stoffer kan udløse astma- og høfeber anfald. Dette skyldes at de glatte muskelceller omkring lungernes bronkioler, trækker sig sammen.
Type II (Antistof fremkaldt reaktion eller cytotoxisk reaktion):Denne type reaktion er karakteristisk ved at være afhængig af cirkulerende antistoffer. Hvis der f.eks. kommer en bakterie eller et fremmed rødt blodlegeme af "forkert" blodtype ind i vort blodkredsløb, vil antistof molekyler binde sig til det fremmede legemes cellemembran. Det samme kan også foregå med visse medicin molekyler. Hos visse personer kan de omkringliggende celler angribes, hvorved der opstår vævsskader.
Type III (Antigen/antistof fremkaldt reaktion):Hvis man har en virus-infektion og immunsystemet danner antistof af typen IgM og IgG herimod, vil antistofferne reagere med antigenet fra virusen og uskadeliggøre det. Disse antigen/antistof forbindelser findes ofte i nyrernes glomerulus kapillærer. I visse tilfælde danner organismen antigen/antistof forbindelser i meget store mængder. Disse forbindelser kan sætte sig i karvæggen, og f.eks. udfælde blodplader og derved danne små blodpropper i kapillærene.
Type IV (Celle fremkaldt reaktion):Når specifikt følsomme t-lymfocytter møder deres antigen udsendes mediatorer, som tilkalder hjælp. Hvis T-lymfocytterne overspiller deres rolle, bliver reaktionen kraftigere end nødvendigt - vi har en allergisk reaktion.
Husk at BioLex findes på bogform med mere end 1500 stærk reviderede opslagsord. Læs mere ved at klikke her.